Usserød Å snor sig som et natur- og kulturhistorisk bånd fra Sjælsø indtil den løber sammen med Nive Å i Fredensborg kommune for at ende i Nivåbugt. Åen har spillet en central og skiftende rolle i egnens udvikling igennem årene.

Vest for motorvejen er åen delvis skjult i det småbakkede terræn, og stadig på en stor del af strækningen præget af en hårdhændet regulering i midten af 1800-tallet. Lige øst for motorvejen passerer åen mellem to markante højdedrag, som understreger de kræfter, der dannede landskabet i istiden.

Fra motorvejen til Stampedammen er åen nu genslynget og indgår i et storslået landskab, Usserød Ådal, som nu er fredet.

Åen er opstemmet tre steder i Hørsholm Kommune, ved Stampedammen, Fabriksdammen og Mølledammen, som alle er markante indslag i Hørsholms bynatur. Desværre er den nordligste del af åen nær Mølledammen præget af tætliggende bygninger samt bagsiden af en oplagsplads nær Nordforbrænding. 

Området langs Usserød Å byder på mange naturmæssige oplevelser og et rigt fugleliv. Der er observeret ca. 80 forskellige fugle på den korte strækning fra motorvejen til Mølledammen. Mangfoldigheden skyldes kombinationen af småskove, krat, usprøjtede arealer, åbne marker, det rindende vand, genslyngningen samt de store vandflader ved dammene.
Det er derfor muligt at se tårnfalk, musvåge og fiskehejre samt at opleve nattergalens sang i sommernatten.  - Der er kort sagt oplevelser både sommer og vinter.

Hver sommer græsser der køer i UsserødÅdal. Derved plejes naturen, og der skabes mulighed for at genskabe en naturlig engvegetation samtidig med at dyrene giver liv i landskabet og spreder glæde hos forbipasserende. Usserød Ådal Kogræsserforening